ANT0104 Ultra Wideband Omnidirectional Antenne

Til den praktiske måling af antennedirektivitetskoefficient D definerer vi den ud fra dimensionen af ​​antennestrålingsstråleområdet.

Direktivitet D er forholdet mellem den maksimalt udstrålede effekttæthed P(θ,φ) Max og dens middelværdi P(θ,φ)av på en kugle i fjernfeltsområdet og er et dimensionsløst forhold større end eller lig med 1 Beregningsformlen er som følger:

Derudover kan retningsbestemmelse D beregnes ved hjælp af følgende formel:

D = 4 PI/Ω _A

I praksis bruges den logaritmiske beregning af D ofte til at repræsentere retningsbestemt forstærkning af en antenne:

D = 10 log ⁡ d

Ovenstående retningsbestemmelse D kan fortolkes som forholdet mellem sfæreområdet (4π rad²) antennestråleområdet ω _A. For eksempel, hvis en antenne kun udstråler til det øvre halvkugleformede rum, og dens stråleområde er ω _A=2π rad², så er dens retningsbestemmelse:

Hvis logaritmen af ​​begge sider af ovenstående ligning tages, kan antennens retningsforstærkning i forhold til isotropi opnås. Det skal bemærkes, at denne forstærkning kun kan afspejle antennens retningsbestemte mønsterstråling, i enhed af dBi, da transmissionseffektivitet ikke betragtes som den ideelle forstærkning. Beregningsresultaterne er som følger:

3,01 klasse: : dBi d = 10 log ⁡ 2 materiale

Antenneforstærkningsenhederne er dBi og dBd, hvor:

DBi: er forstærkningen opnået af antennestrålingen i forhold til punktkilden, fordi punktkilden har ω _A=4π og den retningsbestemte forstærkning er 0dB;

DBd: er forstærkningen af ​​antennestråling i forhold til halvbølgedipolantenne;

Konverteringsformlen mellem dBi og dBd er:

2,15 klasse: : dBi 0 DBD materiale