ANT0104 Ultrabredbånds omnidirektionel antenne

Til praktisk måling af antennens retningskoefficient D definerer vi den ud fra dimensionen af ​​antennens strålingsstrålerækkevidde.

Retningsberegningen D er forholdet mellem den maksimale udstrålede effekttæthed P(θ,φ) Max og dens middelværdi P(θ,φ)av på en kugle i fjernfeltområdet og er et dimensionsløst forhold større end eller lig med 1. Beregningsformlen er som følger:

Derudover kan retningsvirkningen D beregnes ved hjælp af følgende formel:

D = 4 PI / Ω _A

I praksis bruges den logaritmiske beregning af D ofte til at repræsentere den retningsbestemte forstærkning af en antenne:

D = 10 log ⁡ d

Ovenstående retningsvirkning D kan fortolkes som forholdet mellem sfæreområdet (4π rad²) for antennens stråleområde ω _A. Hvis en antenne f.eks. kun udstråler til det øvre halvkugleformede rum, og dens stråleområde er ω _A = 2π rad², så er dens retningsvirkning:

Hvis logaritmen af ​​begge sider af ovenstående ligning tages, kan antennens retningsbestemte forstærkning i forhold til isotropien beregnes. Det skal bemærkes, at denne forstærkning kun kan afspejle antennens retningsbestemte mønsterstråling i enheden dBi, da transmissionseffektiviteten ikke betragtes som den ideelle forstærkning. Beregningsresultaterne er som følger:

3.01 klasse: : dBi d = 10 log ⁡ 2 materiale

Antenneforstærkningsenhederne er dBi og dBd, hvor:

DBi: er den forstærkning, der opnås af antennestrålingen i forhold til punktkilden, fordi punktkilden har ω _A=4π og den retningsbestemte forstærkning er 0dB;

DBd: er forstærkningen af ​​antennestråling i forhold til halvbølgedipolantenne;

Konverteringsformlen mellem dBi og dBd er:

2,15 klasse: dBi 0 DBD materiale